En undersøgelse lavet af analyseinstituttet Epinion, viser at danskerne er storforbrugere af kundeklubber. Faktisk så er hver af os i gennemsnit medlem af tre kundeklubber, og hele 21 procent er med i fem eller flere.

Primært økonomisk sigte
Danskernes begrundelse for at være med i kundeklubberne bunder i, at der er mulighed for at spare penge.

”Når man spørger danskerne om, hvorfor de melder sig ind i kundeklubber, siger hele 87 procent, at det er for at spare penge, modtage tilbud eller samle point. Så det er klart, at kundeklubberne primært har et økonomisk sigte. Folk vil have varerne til en lavere pris,” siger Jesper Svend Povlsen, ekspert i forbrugsvarer.

Tilgengæld ryger kundernes loyalitet til kundeklubberne, når det handler om kundeklub-events, eller når man skal modtage nyheder fra klubben. Det er kunderne ikke specielt interesserede i, viser undersøgelsen.

Således er kun ca. 2 procent der siger, at de primært er med i kundeklubber for at deltage i arrangementer, mens kun ca. 5 procent er med for at modtage nyheder. Som virksomhed er det dermed stadig væsentligt hele tiden at finde nye, kreative måder at engagere kunderne på, hvis deres interesse skal fastholdes.

Kilde:Business.