E-handelsgiganterne fylder mere og mere på det globale marked, men der er også en fremtid for de mindre e-handlere – hvis de spiller deres kort fornuftigt.

Ifølge en ny international undersøgelse fra den selvstændige non-profit organisation Ecommerce Foundation samt Nyenrode Business University og Ecommerce Europe, vil e-handelsgiganter som Ebay, Alibaba og Amazon eje næsten 40 procent af det globale onlinemarked i 2020. Forudsigelsen er baseret på svar fra 231 e-handlere, 43 konsulenter og 30 CEOs, som til trods for at tro på mastodonternes fortsatte vækst, også er optimistiske omkring deres egne virksomheders fremtid.

Ifølge undersøgelsens respondenter skal kampen for digital overlevelse vindes ved, at styrke indsatsen på særligt udvalgte områder. Konkret skal de mindre e-handelsvirksomheders indsats på kundeserviceområdet styrkes, ligesom der bør arbejdes koncentreret med specifikke kundesegmenter og fokuseres på relevante markeder.

At sænke priser eller åbne fysiske butikker er derimod ikke en oplagt vej at gå de kommende år, ifølge undersøgelsens respondenter. Særligt de deltagende konsulenter anså i modsætning til e-handlerne, manglende ledelseskompetencer som den største svaghed i kampen mod Ebay, Alibaba, Amazon og de andre store e-handlere.

Kilde: www.fdih.dk