Snart får vi en ny dansk bank, der henvender sig til den mobile generation.

Det er ikke butikkerne selv, der har forandret detailhandelen. Forbrugerne har – den massive omstilling til online, smartphones, e-handel og derefter cross og omni channel er sket, fordi forbrugerne har taget teknologi og nye tider til sig.

På samme måde som detailhandlerne langsomt er vågnet op, så er bankerne også begyndt at røre på sig.

I Danmark har Danske Bank haft enorm succes med MobilePay, og det har både fjernet en del af opmærksomheden fra en række tidligere skandaler og samtidig flyttet trafik fra konkurrenterne til banken selv. På den korte bane er projektet mest af alt en underskudsforretning, men som med alt andet online giver trafik og opmærksomhed både en markedsposition og en mulighed for senere at opfinde modeller, der kan tjene pengene hjem igen.

Det er et verdensomspændende fænomen. I USA findes der banker som Simple, der er en ny og moderne bankform vokset ud af online og uden den vanetænkning, der præger de klassiske banker.

Samtidig udfordres bankerne af nye betalingsformer, hvor Apple Pay er den største trussel fremover, men mange andre vil også være med. PayPal, Amazon og alle andre, der enten arbejder med penge eller har en stor mængde kunder, vil gerne have deres egne kreditkort, egen bank eller eget betalingssystem.

Nu får Danmark snart en ny online-bank, der går samme vej som Simple. En ny bank, der sigter efter de unge kunder, har mobile banking som omdrejningspunkt, et lavere omkostningsniveau og en forretningsmodel, der sigter mod de som ønsker en bank, de aldrig besøger.

Lunar Way forventes at åbne mod et begrænset publikum til efteråret. Spørgsmålet er, om de eksisterende banker lever på lånt tid, eller om de når at genopfinde deres forretningsmodeller inden kunderne løber mod de moderne tider?